01. sep. 2026

Sådan vælger I en tillidsrepræsentant på klinikken

Når den nye landsoverenskomst træder i kraft den 1. oktober 2026, får fysioterapeuter på de omfattede klinikker mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant.

Billede til nyheden Sådan vælger I en tillidsrepræsentant på klinikken
Sådan vælger I en tillidsrepræsentant på klinikken

Tillidsrepræsentanten er fysioterapeuternes fælles talsperson og repræsenterer Fysioterapeuternes Fagforening på arbejdspladsen. Her kan I læse, hvem der kan vælges, og hvordan valget skal gennemføres.

Hvem kan vælge en tillidsrepræsentant?

I kan vælge en tillidsrepræsentant, hvis der er ansat mindst fem fysioterapeuter uden ledelsesfunktion på klinikken.

Hvis klinikken har flere arbejdssteder, kan I vælge én tillidsrepræsentant for hele klinikken.

Fysioterapeuternes Fagforening har ret til at kontakte personalegruppen for at undersøge, om en af jer ønsker at stille op som tillidsrepræsentant, når mindst fem ansatte uden ledelsesfunktion er omfattet af landsoverenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Fysioterapeuternes Fagforening.

Hvem kan vælges?

For at blive valgt som tillidsrepræsentant skal du:

  • Være medlem af Fysioterapeuternes Fagforening

  • Have været ansat på klinikken i mindst ét år

  • Være ansat som fysioterapeut uden ledelsesbeføjelser

Tillidsrepræsentanten vælges for to år ad gangen.

Indkald alle til et valgmøde

Alle ansatte fysioterapeuter på klinikken, som kan blive medlem af Fysioterapeuternes Fagforening, og som ikke har ledelsesbeføjelser, skal indkaldes til et valgmøde. Mødet skal holdes efter arbejdstid.

Det kan være en god idé, at deltagerne vælger to personer til at stå for den praktiske gennemførelse af valget. De må ikke selv være kandidater, men de har ret til at stemme på samme vilkår som de øvrige stemmeberettigede.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Man skal derfor være til stede på valgmødet for at kunne stemme.

Hvis der kun er én kandidat

Hvis der kun opstiller én kandidat, er vedkommende valgt som tillidsrepræsentant.

Kandidaten skal opfylde kravene om medlemskab af Fysioterapeuternes Fagforening og mindst ét års ansættelse på klinikken.

Hvis der er flere kandidater

Hvis der opstiller flere kandidater, skal der gennemføres en skriftlig afstemning.

En kandidat er valgt, hvis vedkommende får absolut flertal. Det betyder, at kandidaten skal have mere end halvdelen af de gyldige, afgivne stemmer. Blanke og ugyldige stemmer tæller ikke med.

Første afstemning

Hvis en kandidat får absolut flertal, er vedkommende valgt.

Hvis ingen får absolut flertal, skal der holdes en ny afstemning.

Anden afstemning

Hvis en kandidat får absolut flertal ved anden afstemning, er vedkommende valgt.

Det samme gælder, hvis der ved anden afstemning kun afgives stemmer på én kandidat.

Hvis anden afstemning ikke giver et resultat, skal der holdes et bundet omvalg.

Tredje afstemning

Ved det bundne omvalg kan der kun stemmes på de to kandidater, som fik flest stemmer ved anden afstemning.

Hvis der er stemmelighed om, hvilke to kandidater der skal gå videre, afgøres det ved lodtrækning.

Ved tredje afstemning er den kandidat, der får flest stemmer, valgt. Hvis de to kandidater får lige mange stemmer, afgøres valget ved lodtrækning.

Valget skal godkendes

Når I har valgt en tillidsrepræsentant, skal valget godkendes af Fysioterapeuternes Fagforening.

Fagforeningen giver derefter Dansk Erhverv Arbejdsgiver besked om valget. Først herefter er valget formelt gyldigt, og den valgte er omfattet af tillidsrepræsentantbeskyttelsen.

Kontakt gerne Fysioterapeuternes Fagforening, inden I holder valget. Vi kan hjælpe jer med at sikre, at indkaldelsen og valget gennemføres korrekt.

Hvad er tillidsrepræsentantens rolle?

Tillidsrepræsentanten er fysioterapeuternes fælles talsperson på klinikken og står vagt om overenskomsten.

Tillidsrepræsentanten kan blandt andet:

  • Hjælpe kolleger med spørgsmål om overenskomsten, deres rettigheder og arbejdsvilkår

  • Tage fælles spørgsmål op med ledelsen

  • Deltage som bisidder ved samtaler med ledelsen

  • Medvirke ved lokale lønforhandlinger og aftaler

  • Fortælle kollegerne om Fysioterapeuternes Fagforenings arbejde og politik

  • Holde fagforeningen orienteret om forholdene på arbejdspladsen

  • Bidrage til et godt og konstruktivt samarbejde på klinikken

Hvis klinikken har et samarbejdsudvalg, vil det være naturligt, at tillidsrepræsentanten indgår som medarbejderrepræsentant.

Tillidsrepræsentanten skal gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold i samarbejdet med kollegerne, ledelsen og Fysioterapeuternes Fagforening.

Tillæg til tillidsrepræsentanten

Tillidsrepræsentanten får ifølge overenskomsten et tillæg på 1.000 kroner om året i den periode, hvor vedkommende varetager hvervet.

Beløbet er fastlagt i overenskomsten, men tillægget kan og bør forsøges forhøjet ved en lokal forhandling.

Tillidsrepræsentanten er særligt beskyttet

En tillidsrepræsentant har en særlig beskyttelse mod afskedigelse. En afskedigelse skal være begrundet i tvingende årsager.

Det at være tillidsrepræsentant må aldrig i sig selv føre til, at medarbejderen bliver afskediget, eller at medarbejderens stilling og arbejdsvilkår bliver forringet.

Reglerne om tillidsrepræsentanter findes i § 13 i landsoverenskomsten for fysioterapeuter beskæftiget med fysioterapiarbejde i private klinikker.

Har I spørgsmål til valget eller rollen som tillidsrepræsentant? Kontakt Fysioterapeuternes Fagforening. Vi hjælper jer gerne videre. Telefon 35 47 34 50

Relaterede nyheder