02. jul. 2026

Fysioterapeuternes Fagforening varsler konflikt mod Dalum Fysioterapi

Fysioterapeuternes Fagforening har varslet strejke og blokade mod Dalum Fysioterapi. Konflikten træder i kraft den 12. august 2026, hvis klinikken ikke inden da tiltræder en overenskomst med Fysioterapeuternes Fagforening.

Billede til nyheden Fysioterapeuternes Fagforening varsler konflikt mod Dalum Fysioterapi
“Det er en alvorlig beslutning at varsle konflikt. Men når det ikke er muligt at opnå en aftale gennem forhandling, er konflikt et nødvendigt redskab i den danske arbejdsmarkedsmodel,” siger formand for Fysioterapeuternes Fagforening Signe Lærke Børsting.

Opdatering 10. juli 2026: Dalum Fysioterapi har indgået overenskomst med Fysioterapeuternes Fagforening og konfliktvarslet er derfor ophævet.

Serviceforbundet har på vegne af Fysioterapeuternes Fagforening sendt andet konfliktvarsel til Dalum Fysioterapi og Idrætsklinik i Odense.

Konfliktvarslet er sendt, fordi det ikke har været muligt at nå til enighed med klinikken om en overenskomst for de ansatte fysioterapeuter. 

Vi vil fortsat gerne finde en løsning

Fysioterapeuternes Fagforening håber, at det stadig kan lykkes at indgå en aftale, inden konflikten træder i kraft.

“Vi ønsker ikke konflikt for konfliktens skyld. Vores mål er en overenskomst, der giver de ansatte fysioterapeuter klare og trygge vilkår for blandt andet løn, pension, arbejdstid, sygdom og barsel,” siger Signe Lærke Børsting, formand for Fysioterapeuternes Fagforening.

Hun understreger, at klinikken fortsat har mulighed for at undgå konflikten.

“Vi er klar til at mødes og finde en løsning helt frem til den 12. august. Det kræver blot, at klinikken vil være med til at sikre de ansatte ordnede forhold gennem en overenskomst,” siger Signe Lærke Børsting. 

Strejke og blokade fra 12. august

Hvis Dalum Fysioterapi ikke tiltræder overenskomsten, vil medlemmer af Fysioterapeuternes Fagforening, som er ansat på klinikken og omfattet af varslet, gå i strejke fra den 12. august 2026.

Samtidig iværksættes der blokade mod fysioterapeutarbejde på klinikken. Det betyder blandt andet, at medlemmer af Fysioterapeuternes Fagforening ikke må tage konfliktramt arbejde på klinikken, mens konflikten står på.

“Det er en alvorlig beslutning at varsle konflikt. Men når det ikke er muligt at opnå en aftale gennem forhandling, er konflikt et nødvendigt redskab i den danske arbejdsmarkedsmodel,” siger Signe Lærke Børsting.

Under konflikten vil medlemmer af Fysioterapeuternes Fagforening få konfliktunderstøttelse fra Serviceforbundet. 

Erfaringerne fra Frederikshavn

Fysioterapeuternes Fagforening har tidligere gennemført en længere konflikt for at sikre privatansatte fysioterapeuter en overenskomst.

I maj 2025 gik 12 fysioterapeuter hos BeneFiT Nord i Frederikshavn og Sæby i strejke. Efter seks måneders konflikt blev der indgået en overenskomst for de ansatte fysioterapeuter.

“Fysioterapeuterne i Frederikshavn viste, hvad et stærkt fællesskab kan opnå. De stod sammen i seks måneder, og deres kamp endte med en overenskomst. Vi håber meget, at det ikke bliver nødvendigt med en langvarig konflikt i Dalum, men vi er parate til at stå bag vores medlemmer,” siger Signe Lærke Børsting. 

Overenskomst skaber klare rammer

En overenskomst fastlægger fælles vilkår og giver de ansatte sikkerhed for, hvilke rettigheder der gælder på arbejdspladsen. 

“De ansatte skal ikke hver især stå alene med forhandlinger om grundlæggende forhold. En overenskomst skaber gennemskuelighed og gør det muligt for medarbejderne og klinikken at koncentrere sig om det vigtigste, nemlig at levere fysioterapi af høj kvalitet til patienterne,” siger Signe Lærke Børsting.

Dalum Fysioterapi og Idrætsklinik ligger i Odense SV.

Relaterede nyheder