Mit navn er Signe Lærke Børsting og jeg er formand i Fysioterapeuternes Fagforening, tak for at jeg må tale her i dag, det har jeg set meget frem til.
Jeg vil benytte muligheden på denne smukke 1. maj, til at fortælle jer en lille historie.
Der var engang nogle fysioterapeuter som arbejdede på private fysioterapeutklinikker. De elskede deres arbejde, det var næsten en livsstil for mange og i hvertfald en solid faglig identitet. De gik på arbejde og gjorde hver dag en stor forskel for de patienter og klienter de så. De var glade for at være fysioterapeuter.
De havde dog et problem. På deres arbejdspladser var der ikke ordnede forhold. De havde ingen overenskomster, hvilket betød at de ikke var sikret retten til at holde sygedage med deres børn, at få indbetalt pension fra deres arbejdsgiver, at have en 6. ferieuge eller have en tillidsrepræsentant de kunne gå til på arbejdspladsen. Lønudviklingen gik også stødt nedad og fysioterapeuterne blev mere og mere frustrerede og utrygge.
Fysioterapeuterne havde, på trods af deres 100-årige historie som fag, ingen rigtig fagforening der kunne støtte dem og tage kampen sammen med dem. Det betød det, at nogle fysioterapeuter begyndte at skrifte væk fra det arbejde, de ellers elskede så højt. Nogle læste videre på universitetet, nogle søgte over i den offentlige sektor, hvor der var overenskomster og tryghed, og nogle forlod faget helt.
Det så faktisk lidt sort ud.
Men så en dag skete der det, at nogle fysioterapeuter sagde stop, nu er nok, nok! Fysioterapeuterne fik den ide, at de måtte stifte en fagforening, - en rigtig klassisk fagforening, der kæmpede for hinanden, og havde til formål at have alle private fysioterapeuters ryg.
Det var en beslutning der kom mere af nød end af lyst, og fysioterapeuterne var i tvivl om de kunne finde nogen til at støtte sig, i den kamp, de vidste der lå forude. Fysioterapeuterne havde været så isolerede, at de tvivlede på, om der overhovedet var andre, der ville forstå dem og deres kamp og tilbyde opbakning.
Heldigvis viste det sig, at der var mange der gjorde netop dette. Da fysioterapeuterne tog skridtet, mødte de straks efter nogle gode venner der hed Serviceforbundet. Serviceforbundet var en stor sammenslutning af mennesker, der havde præcis de samme værdier som fysioterapeuterne. Blandt disse mennesker var veterinærsygeplejersker, vagter, optometrister, kirkens folk, søens folk, osv.
Og disse mennesker havde også mange venner i en endnu større flok, der hed Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Fysioterapeuterne havde nu fået over 1. million nye venner der havde samme værdier, samme formål og samme tilgang om at støtte og bakke hinanden op. Fysioterapeuterne følte at de var kommet hjem.
Derfra gik det stærkt. Den gruppe der startede med at være 5 fysioterapeuter, voksede og voksede, og en dag meldte 12 virkelig modige fysioterapeuter sig ind.
Disse 12 modige fysioterapeuter, fandt yderligere mod i hinanden og den store flok, og indledte en arbejdskamp med strejke, der endte med at vare i 6 måneder. De vandt kampen. Og vi kan takke dem for, at fysioterapeuter på privatklinik, den 19. november 2025, endelig fik branchens første overenskomst. Branchens første tillidsrepræsentant og ordnede og trygge forhold.
Ligeledes banede de vejen for en udvikling, der nu ikke er til at stoppe. De banede vejen og de indgød mod i alle fysioterapeuter.
Flere overenskomster fulgte på private klinikker fulgte.
Og takket været deres kamp, kan jeg stå her i dag, knap 18 måneder efter det hele startede, og annoncere at vi igen har tegnede overenskomster. Denne gang med yderligere 6 klinikker.
Det betyder at, vi nu har overenskomstdækket mere end 5% af branchen. Og vi er slet, slet ikke færdige. Vi er faktisk kun lige begyndt.
Fysioterapeuterne erfarede derved, at Carl Scharnberg havde ret dengang han sagde:
”Vi lærte undervejs: Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi endnu mere.”
De 12 fysioterapeuter modtog i sidste uge hyldest og en pris fra Carl Scharnbergs uofficielle fond. Fonden har bl.a. til formål at støtte mennesker i arbejdskamp.
Carl Scharnberg var politisk aktivist og digter og blev kaldt arbejderklassens digter. Han har bidraget til flere sange i arbejdersangbogen og en ny er på vej. Den hedder til dem der tør. Den hylder tillidsrepræsentanters arbejde og jeg håber I vil synge den med mig om lidt.
Men først vil jeg sige tak for at jeg fik lov at fortælle om starten på vores historien i Fysioterapeuternes Fagforening.
Tak til Serviceforbundet og FH, og alle fagforening heri, for at vi må være med i jeres flok og være en del af det solidariske fællesskab.
Og tak til fysioterapeuterne fordi I hver dag tør. Det er netop dét 1, maj handler om.
God 1. maj!
Link til sangen: Til Dem der Tør
