29. okt. 2025

Fysioterapeuter demonstrerer foran Benefit Sæby: Vi holder fast!

Demonstrationen foran Benefit Sæby markerer næste skridt i konflikten mod Benefit Nord, som fortsat nægter at indgå overenskomst.

Billede til nyheden Fysioterapeuter demonstrerer foran Benefit Sæby: Vi holder fast!
Demonstranter foran Benefit Sæby

Der var kampgejst, sammenhold og masser af støtte, da Fysioterapeuternes Fagforening i går afholdt endnu en demonstration i forbindelse med strejken i Nordjylland – denne gang foran Benefit Sæby.

Endnu engang mødte både de strejkende, patienter og kolleger fra den øvrige fagbevægelse talstærkt op for at bakke op om kampen for ordentlige løn- og arbejdsforhold for ansatte fysioterapeuter.

“Dagens demonstration viser tydeligt, at fysioterapeuterne står samlet i ønsket om overenskomst og ordentlige forhold. Det her handler om faglig stolthed og retfærdighed,” siger Morten Topholm, næstformand for Fysioterapeuternes Fagforening, der i går deltog i demonstrationen foran Benefit i Sæby.

Baggrunden er strejken mod Benefit Nord – en arbejdsgiver, der konsekvent nægter at indgå overenskomst og tilbyder nogle af landets dårligste løn- og ansættelsesvilkår.

“Vi taler om fysioterapeuter, der arbejder uden arbejdsgiverbetalt pension, uden ret til barns første sygedag, uden ordentlig barsel og uden 6. ferieuge. Det er helt uanstændigt og det skal ændres,” siger Signe Lærke Børsting, formand for Fysioterapeuternes Fagforening.

En branche i ubalance

Mange private klinikker i praksissektoren drives i dag af såkaldte kvotekonger – investorer, der har opkøbt retten til at modtage offentligt tilskud.

Når ejerskabet samles på få hænder, opstår der monopollignende tilstande, hvor løn og vilkår bliver presset helt i bund. Fysioterapeuter bliver ofte ansat på vilkår, der ikke engang lever op til standarderne i andre brancher.

“Det er uholdbart, at dygtige, veluddannede fysioterapeuter skal arbejde uden de mest basale rettigheder. Det handler ikke om luksus – det handler om respekt for et fag og et arbejde, der kræver høj faglighed og stort ansvar,” siger Signe Lærke Børsting.

Fysioterapeuternes Fagforening opfordrer politikerne til at se på, hvem der skal have ret til at modtage offentligt tilskud og byde ind på sundhedsopgaver.

 “Når det offentlige lægger opgaver ud til private aktører, skal det ske under ordentlige forhold. Man skal ikke kunne tjene penge på at forringe andres vilkår,” understreger Signe.

Kampen fortsætter

Strejken i Nordjylland er derfor mere end en lokal konflikt – det er et symbol på en større kamp for anstændighed i hele praksissektoren.

“Vi kæmper for vores kolleger, for faget og for fremtidens fysioterapeuter. Vi har fået nok af uretfærdige forhold,” siger Signe.

Strejken handler om én ting: at få en overenskomst, der sikrer ordentlige vilkår for de ansatte.

Med en overenskomst får fysioterapeuterne tryghed, retfærdighed og forudsigelighed i deres ansættelse og arbejdsgiverne får et klart sæt spilleregler.

Relaterede nyheder