Når private aktører overtager flere velfærdsopgaver, risikerer vi, at gode arbejdsforhold flytter til “vilde western”, hvis ikke der er overenskomster. Det var budskabet fra Signe Lærke Børsting, formand for Fysioterapeuternes Fagforening i debatten på Folkemødet, hvor hun mødtes med Helene Mikkelsen, som er fagpolitisk ordfører fra FOA, som har mange års erfaring med private aktører med ringe arbejdsvilkår.
Udgangspunktet for debatten er sundheds‑ og ældrereformerne, som kan skubbe den danske model helt af sporet. I
I dag går to milliarder offentlige kroner alene til private fysioterapiklinikker. 500 klinikker får tilskud og løser opgaver for det offentlige, og ingen af dem har overenskomst.
Det er med til at skabe et A‑ og B‑hold blandt fysioterapeuter.
Støtte til konflikten i Frederikshavn
Helene Mikkelsen, fagpolitisk ordfører fra FOA, kalder udviklingen “forrykt med politiske aftaler uden arbejdsklausuler”. Hun peger på problematikken ved offentlige kontrakter, hvor løn‑ og arbejdsvilkår ikke er sikret. Det går både ud over medarbejdere og brugere.
Helene fremhæver samtidig Fysioterapeuternes Fagforenings kamp for overenskomster og udbrød:
“Skide fedt med konflikten mod Benefit i Frederikshavn.”
Solidaritet i praksis
Signe oplever faktisk den fællesskabsfølelse, der kan opstå, når fagforbund står sammen:
“Vi mærker solidaritetsånden, når vi står sammen med de andre FH‑forbund foran Benefit-klinikken i Frederikshavn. Det viser, at kampene på lokale niveauer kan skabe opmærksomhed og sammenhold, og at det er en kæmpe styrke at være med i Serviceforbundet og FH.”
Begge var enige om, at arbejdsklausuler er en nødvendighed, når offentlige opgaver skal løses af private, og at der er en fælles kamp for hele fagbevægelsen.