05. feb. 2025

Fysioterapeuternes Fagforening skaffede Laura 80.000 kroner

Danske Fysioterapeuter kunne ikke hjælpe Laura, men nu har hun fået penge for manglende pension med hjælp fra Fysioterapeuternes Fagforening.

Billede til nyheden Fysioterapeuternes Fagforening skaffede Laura 80.000 kroner

"Jeg havde på fornemmelsen, at min arbejdsgiver havde lavet en fejl med min pensionsindbetaling, men jeg ville lige være sikker og kende det korrekte beløb, inden jeg gjorde min arbejdsgiver opmærksom på problemet."

"Jeg forsøgte at få hjælp i min daværende fagforening, Danske Fysioterapeuter, men det fik jeg ikke meget ud af. Jeg kontaktede dem i august sidste år og rykkede flere gange, fordi jeg ikke hørte noget fra dem. De kontaktede mig slet ikke og stillede ingen opklarende spørgsmål til min sag. I november vendte de så tilbage med et meget overraskende svar," fortæller Laura.

"Deres svar til mig var, at de havde regnet på sagen, og at jeg skyldte min arbejdsgiver 47.000 kroner. Deres råd til mig var, at jeg skulle gå i dialog med min arbejdsgiver. Havde jeg været i tvivl inden, så blev jeg da dér bekræftet i, at jeg ikke havde en fagforening, som ville støtte mig 100 %."

Laura fik hjælp i Fysioterapeuternes Fagforening

I november blev Fysioterapeuternes Fagforening stiftet, og Laura var med fra starten. Fagforeningen meldte sig ind i Serviceforbundet og blev dermed en del af FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation.

"I Serviceforbundet greb de det helt anderledes an. Juristerne bad om flere former for dokumentation og stillede spørgsmål om løbende lønstigninger, inden de lavede beregningen," fortæller Laura.

"Deres beregning viste, at min arbejdsgiver skyldte mig 78.224 kroner, og beregningen var til at forstå, så jeg kunne gå videre til min arbejdsgiver med den. Heldigvis har jeg en god arbejdsgiver, som nu har efterbetalt min pension med min løn i januar og rettet pensionsindbetalingen fremadrettet."

"Jeg har fået god hjælp i Fysioterapeuternes Fagforening, som løbende har hjulpet mig med dialogen med min arbejdsgiver," fortæller Laura.

"Min arbejdsgiver havde lavet en fejl, men havde jo ikke forsøgt at snyde mig, så det var vigtigt for mig, at det, jeg bad om, var helt korrekt."

Pension aftalt før basiskontrakten

Laura arbejder på en klinik, hvor hun har været siden 2017. Klinikejeren er medlem af Danske Fysioterapeuter og anvender derfor basiskontrakten, som blev indført i 2019.

Der er nemlig ikke overenskomst hos privatpraktiserende fysioterapeuter. De ansattes arbejdsvilkår er fastsat i den såkaldte basiskontrakt, som forhandles internt i Danske Fysioterapeuter, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere er medlemmer.

"Jeg opdagede, at der var noget galt med min pension, da basiskontrakten blev genforhandlet i 2024. En kollega fortalte mig, at der havde stået på LinkedIn, at vi skulle have haft minimum 15 % arbejdsgiverbetalt pension siden 2019, og det havde jeg ikke fået."

Laura kiggede på sine lønsedler og opdagede, at der kun blev indbetalt 11,2 % fra arbejdsgiveren. Resten op til de 16,8 % blev trukket fra hendes løn. Hun havde derfor et stort løntilgodehavende hos sin arbejdsgiver.

I Lauras kontrakt fra 2017 stod der:
Der indbetales et bidrag på 16,8 %, der fordeles mellem fysioterapeut og klinikken som følger: 5,6 % af fysioterapeuten og 11,2 % af klinikken og indbetales til PKA.

Da Laura fik basiskontrakten, blev det skrevet ind, at hun skulle have 16,8 % arbejdsgiverbetalt pension.

Besked til Laura: Du skylder din arbejdsgiver penge

"Jeg er ikke den eneste, som har fået besked fra Danske Fysioterapeuter om, at jeg skylder chefen løn. Det er som om, at de beregner lønnen ud fra kontrakten uden at huske at indregne lønstigninger gennem tiden."

Siden Laura blev ansat, har hun et par gange fået en lønstigning, når basiskontrakten gav en lønregulering. Hun har også én gang forhandlet en lønstigning undervejs.

"Jeg fik bare et tal og ikke en begrundelse for, hvorfor de mente, at jeg skulle skylde min arbejdsgiver penge."

"Jeg har virkelig mærket, hvilken forskel det gør at have en rigtig fagforening i ryggen og ikke en forening, som også varetager arbejdsgivernes interesser," siger en glad Laura.

Landsdækkende problemer med pensioner

"Vi ved, at Danske Fysioterapeuter har været vidende om denne fejl siden 2020, og det ærgrer og undrer os, at der ikke er gjort mere for at oplyse de ansatte på basiskontrakten om denne fejl, så de dermed har haft mulighed for at få de penge, de ifølge deres kontrakt har ret til. Om end vi nok ikke er så overraskede over, at det er arbejdsgivernes interesse, der bliver prioriteret, som vi ser i flere andre sager," siger Signe Lærke Børsting, som er formand for Fysioterapeuternes Fagforening. ”Problemet er senest bekræftet i Danske Fysioterapeuters egen lønundersøgelse fra 2023, hvor det fremgik at 44 % ikke får den løn eller pension, de har ret til ifølge deres kontrakt.”

Fysioterapeuternes Fagforening har oplysninger om ansatte, der har måttet underskrive fortrolighedsaftaler for at få deres egne pensionspenge udbetalt.

Derfor er Fysioterapeuternes Fagforenings råd til alle fysioterapeuter: Skriv ALDRIG under på forlig og fortrolighedsaftaler, før du har fået vejledning af din fagforening. Vær sikker på, at du får det rigtige beløb.

Få et løntjek: Send os din kontrakt og lønsedler

"Vi er ikke i tvivl om, at dette problem er udbredt og berører rigtig mange ansatte fysioterapeuter på basiskontrakten, da vi allerede nu har lignende sager i gang," fortæller Signe Lærke Børsting fra Fysioterapeuternes Fagforening.

"Derfor anbefaler vi ansatte på basiskontrakten at indsende kontrakt og lønsedler til os, så vi kan få afklaret eventuelt tilgodehavende og hjælpe med at få det udbetalt."

 

Mange har fejl i fysioterapeuters pensionsindbetalinger

Fysioterapeuter, der er ansat på basiskontrakten efter den 24. juni 2019, har ret til mindst 15 % arbejdsgiverbetalt pension.

Fysioterapeuter, der er ansat på basiskontrakt før juni 2019, er sikret en bruttoløn, der mindst svarer til basiskontraktens lønniveau plus 15 % pension. Det vil sige en bruttoløn på mindst 33.580 kroner med under 2 års anciennitet og mindst 34.699 kroner med mere end 2 års anciennitet.

Men det er ikke slået igennem alle steder.

  • Mange betaler fortsat en tredjedel af pensionen selv.

  • Andre har en arbejdsgiverbetalt pension, men på en lavere pensionssats end 15 %.

  • Flere har den samme fejl som Laura: at de har fået en højere pensionssats skrevet ind i deres kontrakter, men hvor arbejdsgiverne ikke har fået rettet pensionsindbetalingen til, at arbejdsgiveren skal betale det hele.

Disse fejl findes på landsdækkende niveau på tværs af klinikker og lønsystemer.

Sådan får du et løntjek

  1. Find din kontrakt og lønsedler frem.

  2. Send dem ind til os på hej@fysfagforening.dk.

  3. Vi laver et løntjek, så du kan få afklaret, om du får for lidt.

  4. Vi kontakter naturligvis aldrig din arbejdsgiver, medmindre du giver tilladelse til det.

Tag også fat i dine kolleger. Hvis du har et problem, gælder det nok også for resten af de ansatte på klinikken. Vi laver gerne et løntjek for jer alle.

 

Relaterede nyheder